Vi kan desværre kun give 2 stjerner – én for den dejlige beliggenhed og én for det søde og imødekommende personale. Resten af opholdet levede slet ikke op til forventningerne.
Hotellet bar tydeligt præg af at fokusere på kvantitet frem for kvalitet. Værelset var slidt, og der var en gennemtrængende kloaklugt på badeværelset, som gjorde det ubehageligt at opholde sig der.
Spaafdelingen var alt for overfyldt. Dampbadene virkede ikke, flere spots i loftet var defekte, og pools var fyldt med gæster, der sad med drinks – hvilket ikke harmonerer med et afslappende spaophold. Der stod tomme drinksglas på poolkanter og rundt omkring i spaområdet, og generelt kunne renligheden være markant bedre.
I restauranten sad man så tæt, at man nærmest deltog i naboernes samtaler. Maden var i bedste fald middelmådig og igen mere fokuseret på mængde end på kvalitet. Som veganer oplevede vi, at den veganske version af menuen blot var den almindelige ret uden det animalske element – uden nogen form for erstatning – hvilket resulterede i en kedelig og ubalanceret ret. Til samme pris, vel at mærke.
Alt i alt fremstod hotellet som et forsøg på at være et "Instagram-hotspot", men det mangler substans. Det markedsføres som et spa- og wellnesshotel med gastronomi i særklasse, men det lever det desværre ikke op til – hverken på faciliteter, spaoplevelser eller mad. Til den pris forventer man et helt andet niveau.